Skønhed. Jeg elsker skønhed. Altså når ting er smukke. Særligt smukke mennesker. De behøver ikke var klassisk smukke i retning af det perfekte. De kan godt være smukke på deres egen måde ved at have en eller anden særlig glød eller nogle smukke øjne eller nogle smukke bevægelser eller andre ting. Den situation med kanen og hele den smukke belyste funklende og blinkende opsætning som der er på planen i Tivoli når det bliver hen ad aften og lyset bliver tændt. Den situation er god til at trække det smukke og fortryllende frem i mennesker. Alle smykker glimter og funkler i scenelyst. Farverne i hud eller øjne kommer stærkere frem, det forgår oppe på en scene endda en scene hvor store stjerner har optrådt. Det er også med til at give noget glamourøst. Jul i Tivoli har efter min mening aldrig været smukkere end i år med "Russisk Jul i Tivoli". Pladsen foran planen plejer at være fyldt op af et "nisse telt" overtrukket med presenning. Det er væk og i stedet er der den her miniature af en russiske plads med kirken i den ene ende af pladsen og scenen hvor Fader Frost sidder i den anden ende. Vi oppe på scenen er på den måde mere del af pladsen. Man kan se os fra hele pladsen og vi har udsigt over hele pladsen oppe på scenen.
Det er Tivolis første dag med almindeligt åben det er blevet mørkt og smukt og jeg er igang med julemands-arbejdet og har været igang i et par time og så kommer de. De første smukke unge mennesker. 90 procent af de besøgende ind til kl 17 er jo børn eller børn i ledsagelse med voksne. Unge mennesker eller rene voksenhold kommer sener på aftenen og er i det heletage sjældnere. Så jeg har en klar oplevelse af at her har jeg det første hold af smukke unge mennesker i år. Tre af slagsen. To drenge og en pige. Store teenagere. Gensidig sympati ved første blik. Vi snakker lidt. Jeg høre navne og den slags. De er nysgerrige på mig og spørger mig ud og før jeg for set mig om har de spurgt mig hvad jeg ønskede mig. Jeg bliver lige fanget på det forkerte ben eller måske det rigtigt afhængigt af hvordan man ser på det. Jeg ved jo det kommer fra tid til anden det spørgsmål. Jeg plejer at forberede et eller andet mere eller mindre skævt svar. Et lasersværd f. eks. Det er ikke helt usandt. Jeg kunne godt tænke mig sådan et og så er det også lidt sjovt at julemanden ønsker sig et laser sværd. Men det er den første dag. Jeg har ikke forberedt noget, overhovedet ikke tænkt på det. Og det er det første hold unge mennesker i kanen og der er god tillid imellem os så jeg snubler ud i at sige det ønske som ligger mig mest på sinde "Jeg ønsker mig at min ulykkelig kærlighed skal komme til at blive hel igen.. skal blive lykkelig igen". Vi ser allesammen en lille smule overraskede på hinanden. Så ser pigen som sidder ved siden af mig på mig med et blik som jeg bedst kan beskrive som "meget velegnet til at gengive en selvtillid hvis man skulle have mistet den". Sådan et du-ser-da-ellers-meget-sød-ud-blik. "Jeg tror ikke du har de store problemer på det område" siger hun smilende. "Tak for det min ven" tænker jeg imens jeg bliver varm inden i. Vi taler lidt videre om hvad de ønsker sig og andre ting som falder os ind. En af drengene ønsker sig en kæreste. Han ser stærk og sund ud. Har lidt viltert hår og natur-boy look. Jeg kikker på ham og tænker noget i retning af det samme om ham. "Det kan da ikke være så svært for den der fyr at scorer en dejlig kæreste". "Jeg tror ikke du har det store problem" er jeg lige ved at sige også til ham, men så stopper jeg op. 256 år som julemand har lært mig at ting ikke altid er hvad de ser ud til. At det ikke altid er den sympatiske fyr der har succes eller den smukke pige som er ombejlet etc. Så jeg tager hans ønske til indtægt med fuld oprigtighed. Lidt efter siger jeg hjertelig farvel og på gensyn til de tre og priser mig lykkelig for at der findes den slags unge mennesker som har lyst til at stå i kø for at komme op og bruge en lille stund af deres liv på at snakke med mig. Det er et pivilegie.
Det er Tivolis første dag med almindeligt åben det er blevet mørkt og smukt og jeg er igang med julemands-arbejdet og har været igang i et par time og så kommer de. De første smukke unge mennesker. 90 procent af de besøgende ind til kl 17 er jo børn eller børn i ledsagelse med voksne. Unge mennesker eller rene voksenhold kommer sener på aftenen og er i det heletage sjældnere. Så jeg har en klar oplevelse af at her har jeg det første hold af smukke unge mennesker i år. Tre af slagsen. To drenge og en pige. Store teenagere. Gensidig sympati ved første blik. Vi snakker lidt. Jeg høre navne og den slags. De er nysgerrige på mig og spørger mig ud og før jeg for set mig om har de spurgt mig hvad jeg ønskede mig. Jeg bliver lige fanget på det forkerte ben eller måske det rigtigt afhængigt af hvordan man ser på det. Jeg ved jo det kommer fra tid til anden det spørgsmål. Jeg plejer at forberede et eller andet mere eller mindre skævt svar. Et lasersværd f. eks. Det er ikke helt usandt. Jeg kunne godt tænke mig sådan et og så er det også lidt sjovt at julemanden ønsker sig et laser sværd. Men det er den første dag. Jeg har ikke forberedt noget, overhovedet ikke tænkt på det. Og det er det første hold unge mennesker i kanen og der er god tillid imellem os så jeg snubler ud i at sige det ønske som ligger mig mest på sinde "Jeg ønsker mig at min ulykkelig kærlighed skal komme til at blive hel igen.. skal blive lykkelig igen". Vi ser allesammen en lille smule overraskede på hinanden. Så ser pigen som sidder ved siden af mig på mig med et blik som jeg bedst kan beskrive som "meget velegnet til at gengive en selvtillid hvis man skulle have mistet den". Sådan et du-ser-da-ellers-meget-sød-ud-blik. "Jeg tror ikke du har de store problemer på det område" siger hun smilende. "Tak for det min ven" tænker jeg imens jeg bliver varm inden i. Vi taler lidt videre om hvad de ønsker sig og andre ting som falder os ind. En af drengene ønsker sig en kæreste. Han ser stærk og sund ud. Har lidt viltert hår og natur-boy look. Jeg kikker på ham og tænker noget i retning af det samme om ham. "Det kan da ikke være så svært for den der fyr at scorer en dejlig kæreste". "Jeg tror ikke du har det store problem" er jeg lige ved at sige også til ham, men så stopper jeg op. 256 år som julemand har lært mig at ting ikke altid er hvad de ser ud til. At det ikke altid er den sympatiske fyr der har succes eller den smukke pige som er ombejlet etc. Så jeg tager hans ønske til indtægt med fuld oprigtighed. Lidt efter siger jeg hjertelig farvel og på gensyn til de tre og priser mig lykkelig for at der findes den slags unge mennesker som har lyst til at stå i kø for at komme op og bruge en lille stund af deres liv på at snakke med mig. Det er et pivilegie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar